Kurdistan

Sammen med Susanne Andrés og Ole Ry skulle jeg i april 2014 have startet med at undervise de kommende kliniske psykologer på Koya Universitetet i Irak i TRE, så de havde et redskab til at imødekomme deres traumatiserede klienter. Desværre blev det udskudt, da landet - på trods af deres store mængder af olie - var i finansiel krise  pga. korruption, og de kunne ikke betale os,  når de ikke engang havde betalt løn til deres egne de sidste 5 måneder. Situationen i landet er stadig meget ustabil, lønningerne udebliver stadig jævnligt, men vi parat, hvis det ændrer sig.

I september 2015 afholdt jeg igen workshops, denne gang sammen med Susanne Andrés. Vores indsats var finacieret af Hiwa Foundation, som laver projekter for børn og uddannelse. 

I september 2017 startede jeg sammen med Ole Ry et uddannelsesforløb i Sylimaniyah med 19 kvinder fra forskellige organisationer, som arbejder med flygtninge, kvinder, der har været udsat for overgreb, og børn - voldsomt arbejde som kan være traumatiserende i sig selv. Uddannelsen er arrangeret af min gode kollega, Shereen Hussein, og CDO (Central Developement Organisation), som bl.a. tilser flygtningelejrene og i det hele taget giver flygtninge juridisk-, lægelig-, social-, m.m. hjælp. CDO er bl.a. støttet af UNICEF. De var alle meget begejstrede for TRE metoden og glæder sig til at fortsætte.

Det er helt andre udfordringer, vi står overfor, når vi skal lave et uddannelsesforløb i et så konfliktfyldt område. En uge efter at vi forlod Kurdistan, lukkede de alle lufthavne – og det er de stadig. Det skyldes indre uro og irakisk utilfredshed med en afstemning om selvstændighed. Efterfølgende har der været en del uroligheder og et par jordskælv, så vores planer og aftaler om skypemøder, supervision m.m. har været svære at fasthold indtil videre. Vi har ikke opgivet, og det har de heller ikke. Tværtimod er behovet for at kunne udbrede denne metode kun vokset yderligere. Modul 2 bliver så udskudt til senere i år 2018, når der forhåbentlig er faldet mere ro over landet.

Mens vi var der, fik lejlighed til at tage med CDO til en flygtningelejr med 8.000 flygtninge - især fra Aleppo. De boede i meget små betonhuse med 1½ rum og bliktag til hele familier, men i modsætning til herhjemme, prøver organisationerne at gøre livet så tåleligt som muligt for dem med mulighed for skolegang, arbejde, opstart af små butikker, fritidsfaciliteter m.m.m. Og det på trods af, at de fleste kurdere ikke har fået løn i et par år og levestandarden er temmelig meget lavere end det, vi kender. Jeg synes, det var skamfuldt at komme hjem til vores rige samfund og opleve, hvordan vi behandler flygtningene. I kurdistan får de i det mindste mulighed for at bevar deres værdighed. (se fotos)